Kunsten til Grønningen består ikke af iøjnefaldende eller farveglade elementer. I stedet består den af en ren tilføjelse til det færdige design, udført i samarbejde med SLA.
Kunstneren søger at komplettere det færdige design, ved at tilføje en række subtile fysiske strukturer og samlingspunkter. Hun kalder dem for et “meta-lag”. De ”oversætter” nemlig tre hovedkonklusioner fra dialogprocessen, til fysisk form; At Grønningen er et offentligt område, men også en berøringsflade mellem sine naboer. At muligheden for medejerskab af parken kan være et vigtig grundlag for at fastholde en lokal identitet og offentlighed. Og at parken bør understøtte selvstyrede aktiviteter mellem naboer til parken.
Meta-laget består derfor af strukturer, der er bevidst vage og fragmentariske i sine former. De er ikke udformet til éen type af brug – men til mange. Hver enkelt person vil kunne indtage dem på sin egen måde. De får først sin betydning ved, at de bliver brugt.
Foroven, ses kunstnerens tillæg markeret med blå farve. Neden introduceres de helt kort, opdelt i tre kategorier – spange, mødesteder og fortællinger.