Apropos en eng er et kunstprojekt af billedkunstner Kerstin Bergendal, i 2019-2024. Projektet søger at udfordre en klimasikrings- og byudviklingsproces i København NV. Denne hjemmeside dokumenterer kunstprojektet.
To åbne fælleder i Bispebjerg, binder tre almene boligforeninger sammen. I 2023 skal de skybrudssikres og bagefter omdannes til en ny, offentlig park i København. Statens Kunstfond og Københavns Kommunes Områdefornyelse Nordvest inviterede Kerstin Bergendal til at udføre et tidsbaseret kunstprojekt – apropos denne byudvikling.
Kunstprojektet folder sig ud i en sprække mellem fysisk planlægning, det lovpligtige kommunale samråd og samtidskunstens udvidede arbejdsfelt. Kunstneren brugte stedets forandring som anledning til at oprette det hun kalder for ”berøringsflader”: Hun henvendte sig til 16 beboere og fagpersoner spurgte ind til deres syn på stedet og på det liv, der leves her. Samtalerne blev til 16 portrætvideoer, der blev offentliggjort her på hjemmesiden. De blev efterfølgende formelt lagt til grund for planlægningen af den kommende park.
Kredsen af medvirkende udvidedes gradvist. Sammen med grafiker og kunstner Åse Eg Jørgensen gav Kerstin Bergendal form til en serie uformelle, men stadig offentlige fora, hvor deltagerne kunne bygge et fælles billede af stedets kvaliteter og behov. Til sidst ”forstyrrede” kunstneren også selve formgivningen af den kommende park. Hun tilføjede en række permanente fysiske strukturer – der på samme tid er så enkle og mangetydige at hver bruger må selv definere, hvad de kan bruges til. Dette bidrager til at forlængeden lange og med-skabende dialog, mellem vidt forskellige parter, som kunstprojektet havde fremkaldt.
I videoen for oven viser kunstnerens arbejdsmetode – den langsomme kortlægning af området gennem samtaler. Bag de fem faner, fortælles mere om de forskellige stadier af kunstprojektet.
Apropos en eng realiseredes i samarbejde med billedkunstner og grafiker Åse Eg Jørgensen, samt i dialog med projektleder Sara Kathrine Nissen, OMF Nordvest og Ann Lilja, TMF ved Københavns Kommune. Herudover har SLA og NIRAS, der er rådgivere for skybruds- og byudviklingen, løbende kvalificeret kunstprojektets resultat.
Kunstprojektet har modtaget støtte fra: