To piger på cykel i en park
Utterslev Mose, 1941. At cykle nedad bakke. Man kan næsten mærke vinden i skørterne. Foto: Københavns Stadsarkiv

Hvilke forskellige forhold har ført til at Grønningen er formet som den nu er?

Jeg kaster mig ud i at lede i arkiver og på nettet efter faktorer, personer, idéer og tanker der er vævet ind i stedet. Men jeg er ikke historiker. Jeg er ikke født dansker. Jeg kan kun ane mig frem, fragment for fragment. Derfor er nedenstående snarere et arkiv af de puslebrikker jeg har fundet indtil videre, fremfor et sammenhængende billede. Hvis du får lyst til at læse videre kan du følge links i teksten. Hvis du skulle have andre gode puslebrikker at bidrage med, eller får øje på noget der ikke er korrekt – giv lyd!

Klik på rubrikkerne til venstre og se mere.



topografisk kort over københavn. Nordvest ligger højt på en bakke
Her ser vi Københavnsområdets landskab, tegnet med højde-niveauer i røde streger. Jo dybere rødt, desto højere områder. Øverst i billedet ses de bakker, hvor Vanløse, Emdrup og Nordvest nu ligger. Det indtegnede område er dagens Nordvest. Kort: Københavns Byatlas

En første faktor er nok det landskab, som bydelen er indskrevet i.

Landskab er forudsætningen for hverdagen. Jeg læser i Københavns kommunes Bydelsatlas om Bispebjerg, at der har boet mennesker i dette bakkede landskab siden stenalderen. Det virker logisk; Her havde man jo adgang til vand, både til at drikke, fiske i og færdes på. Bakkerne er ikke for stejle. Man har kunnet dyrke sit korn på lerjorden her. På en af de højeste bakketopper, i over tredive meters højde og tæt på hvor Grundtvigskirken ligger i dag, stod der længe en vindmølle. Vindmøller maler bedre når de står højt.

Tværsnit af Københavnsområdets landskab. Billede: Københavns Byatlas
Tværsnit af Københavnsområdets landskab. Billede: Københavns Byatlas

Bakkerne har givet et godt kig, ud over landskabet. Fra de høje punkter har man kunnet se helt til Sverige. På lang afstand kan man også se både venner og fjender nærme sig. Bakker er strategiske som angrebsposition og som skjolde. De svenske tropper under Svenskerkrigene slog i 1660’erne lejr bagved bakkerne ovre ved Bellahøj og Brønshøj, i et forsøg på at erobre København derfra.

Rejsende med tungere transporter undgik dog nok helst bakkelandskabet. Man tog vejene nede på lavere niveauer, rundt om bakkerne. Det første vejspor fra Bispebjerg og ind til København gik vistnok nede ved Lygten. Her gjorde eng-landskabet sikkert rejsen lettere. Lygten ligger lige syd for den blå tegning, på det store kort for oven.

 

Avisudklip, mark med køer, skorsten i baggrund
Et uidentificeret avisudklip fundet i arkiverne hos Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev. En tegning eller et maleri viser udsigten fra toppen Bispebjerg Bakke før der kom bebyggelse.. Billedteksten fortæller os, at man herfra kunne se ”hele vejen til Frederiksberg”. Et andet sted læser jeg, at man kunne se helt til Sverige.

Hvis du vil læse mere:

Link til artikel om Bispebjerg som landskab –  http://www.lokalhistorie-bhu.dk

Fra Fæster til Selvstændig Bonde : en bog om bøndernes og husmændenes liv i 16- og 1700-tallet i Brønshøj, Husum og Utterslev af Svend Ole Nielsen  – http://www.lokalhistorie-bhu.dk/



Del af en landsby

Hvis du for 200 år siden gik en tur i det område, vi i dag kalder Grønningen, mente du nok at du befandt dig ude på landet, tæt på en landsby der hed Utterselv Mark i Brønshøj Sogn. Utterslev Mark bestod den gang af cirka 16 gårde og de lå samlet ved gadekæret i byen. Al jord rundt om landsbyen var fordelt mellem gårdene. Nogle gårde havde jord helt ned til Lygten.

Efter udflytningen af gårdene havnede Store og Lille Bøllegård ret tæt på “vores” område. Dem havde du kunnet se, hvis nu du stod hvor Grønningen ligger i dag. Store Bøllegård lå hvor Bispebjerg Hospital ligger nu.

 

Måske fik begge gårde deres korn malet ved Bispebjerg Mølle. Møllen lå i vejkrydset Tomsgårdsvej – Frederiksborgvej, cirka hvor Uglen står i dag. Ved siden af møllen lå der et gartneri, helt frem til at FSB blev bygget i begyndelsen af 40’erne.

Møllerens bolig med mølle i baggrunden
Møllerens bolig med Bispebjerg Mølle i baggrunden. Foto: Københavns Stadsarkiv
To kort over bydelen stilles ved siden af hinanden. Et er fra 1850, og det andet fra 1955, og man kan ane hvordan det gamle landskabs grænser og veje er indlejret i det nutidige.
Tv: et kort fra Generalstaben fra 1850 hentet fra Kæbenhavns Bydelsatlas. Th: et kort over København og Frederiksberg med Stadskonduktørens plannumre del 1, fra 1955, hentet fra Københavns Kommunes Bymuseums arkiv. Kan Bispebjerg siges bære spor af de grænser, der en gang adskilte jordlodderne i den gamle landsby?



Peder Feddersen

I en moderne publikation om nyt byggeri på Rentemestervej 14 fra 2004, fortæller journalist Karin Grubbe om en af hovedgårdene i landsbyen – Utterslev Gård – hvis område strakte sig helt ned til Lygten. I tidlig 1800-tallet blev netop den gård solgt til kammerråd Peder Feddersen, der valgte at bygge sig et andet, større sted lige på hjørnet af Frederiksborgvej og Frederikssundsvej. Måske for at komme tættere på København.

Eftersom han aldrig gav sit nye sted et navn, fik det slet og ret betegnelsen Navnløse og det lå ved det område hvor Frederikssundsvej og Frederiksborgvej møder hinanden i dag.

Feddersen dør i 1845 og hans arvinger søger da tilladelse til at udstykke Navnløse. De nye grunde, der kommer til at ligge langs Frederikssundsvej, bliver nu solgt til småhandlere, kuske og renovationsarbejdere, der i sin tur bygger stalde, udhuse og nye beboelser. Ifølge Københavns Museum er familien Feddersens salg begyndelsen på en afgørende forandringsprocess, hvor kornmarker og landbrug forvandles til by. Gradvist dannes det område vi i dag kender som Bispebjerg. Men dengang hed området altså Utterslev Mark.

 

Se mere

  • Kirkeby, Christian (2002): Fra Utterslev Mark til Nordvestkvarteret: Kvarterløftområdet Nordvests Historie. pp. 15-17.
  • Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev, København.



Lort og fattigdom

Tryghed og utryghed kommer ofte på tale i forhold til Nordvest. Karin Grubbe giver mig en første puslebrik til hvorfor dette sker – ved en kobling til latrine.

Utterslev Marks bebyggelser vokser frem netop i en periode, hvor folk flytter ind til hovedstaden i store tal. Karin Grubbe fortæller at selv en ret ny bydel som Nørrebro, der hovedsageligt bygget for arbejdere, i praksis allerede tidligt blev til et område kun for dem, der fik en højere løn og kunne betale en højere husleje. “Det var de faglærte eller de bedst lønnede af de ufaglærte”. Hvis du var fattig, eller dårligt lønnet, var det altså allerede dén gang for dyrt at bo på Nørrebro og du var derfor henvist til Utterslev Mark.

Karen Grubbe tegner desuden et tydeligt billede for mig af Utterslev Mark, dengang det var de fattiges bydel.

Hvis du en gang i det sene 1800-tal kom til området fra Nørrebro, kunne du nok ret tydeligt mærke at du passerede en social grænse. Inden du nåede helt op til krydset af Frederikssundsvej og Frederiksborgvej, skulle du nemlig passere en bro over en stinkende losseplads for latrine. Karen fortæller, at kvarteret derfra kun blev mere råt – med ubelagte og mørke veje, og med få eller dårlige kloakker

På hjemmesiden ”Turen går til Nordvest” læser jeg at lossepladsen hed Lersø Latrinestation, og lå ved dagens Ørnevej og Glentevej: ”På stedet lå Fuglsanggård, en udflyttergård fra Utterslev Landsby. Den købte Kjøbenhavns Renovations Compagni i 1870erne. Man havde området i begyndelsen af 1900-tallet og frem til Første Verdenskrig, og hele området blev kaldt Lortekvarteret.”



Et gammelt kort der viser hvor langt klokaleringen af København var kommet 1876.
Københavns kloakledninger i 1876 – 18 år efter at bystyret gik i gang med kloakeringen. Alle kloakker har udløb i havnen, hvilket ikke ville være et problem, hvis de kun blev brugt til regnvand som planlagt. Men i 1892 estimeres det i Ingeniøren, at mere end tre fjerdedele af ‘den aarlige Ekskrementmasse’ ender i kloakkerne. Illustration: Hofor

Når nu vi taler om kloakker; 

Jeg læser i fagbladet Ingeniøren og her finder jeg et direkte bånd mellem lugten af latrine over Utterslev Mark i 1890’erne, og den skybrudssikring, som dagens Grønningen nu skal gennemgå.

Teksten fortæller historien om en ingeniør F.C. Kabell, der var manden bag den kloakering, der blev indført i Kjøbenhavn sidst i 1857. Det var en såkaldt fælles-kloakering. Både regnvand og spildevand afledes i de samme rør ud i havet.

Men husejerne dengang var vist ikke umiddelbart indstillet på at skulle betale for ny kloakering. Det krævede flere omgange af politiske tovtrækkerier, før Kabell fik støtte til realiseringen af sit kloaksystem. Det, der til sidst afgør sagen, er det faktum at byens hastigt voksende antal borgere kun kunne komme af med sit latrine- og opvaskevand ved at kaste det ud direkte på gaden. Selv husejerne indså, at dette er en kilde til alvorlig sygdom.

Og hvorfor er dette relevant i forhold til vores tid og til Grønningen ? Jo, Kabells kloaksystem er stort set det samme som det vi stadig bruger i København. Og det system kan ikke holde til nutidens skybrud. Hvis ikke vi gør noget, ender menneske-ekskrementer sammen med massive vandmasser endnu en gang på de københavnske gader, i kældre og i lavtliggende huse. Det er blandt andet derfor, at Grønningen nu skal skybrudsikres.



I 1853 brød koleraen ud i København.

Kolera spredes, hvor mange mennesker lever tæt sammen. Og i 185o-erne boede der 220.000 mennesker i et Kjøbenhavn, som kun var cirka 32 hektar stort. Ifølge min regnemaskine betyder det over 6000 personer per hektar. Det eneste drikkevand de havde adgang til, løb i utætte trærør og blev tit forurenet med spildevand fra gaderne.

Emil Hornemann var læge i København når koleraen brød ud. Han havde i mange år advaret mod det farlige drikkevand.  Nu fik han ansvaret for behandlingen af de syge. Han tog valget at flytte dem alle ud af byen, til en teltlejr ude på Fælleden. Hans kongstanke var, at frisk luft var helbredende overfor sygdommen.

Og han fik ret. Selvom koleraen faktisk kom tilbage igen hvert år i en årerække, gik den gik i sig selv igen. Derfor kom der i de følgende år også fart på de hygiejniske reformer, som Hornemann længe forgæves havde arbejdet for: En lov, der forbød børn under 10 år at arbejde på fabrikker. En hygienisk revision af den københavnske byggelov, der nu forbød beboelse i kældre, på lofte og lignende.

Desuden blev mange af de tættest befolkede kvarterer i byen nu revet ned. Også det kvarter du ser på billedet for oven kaldet Peder Madsens Gang.  Blandt de mange beboere, der nu måtte flytte finder vi også dem, der skulle komme til at blive de allerførste naboer til dagens Grønningen.



et industriområde ved Lygten fotograferet i sort-hvid fra luften 1949
Luftfotografi fra 1949, viser Nørrebro Lygten med Rentemestervej og Enighedens mejeri. Foto: Københavns Museum

Industri

I overgangen til 1900-tallet flyttede fabrikkerne også ud fra byen. Mange af dem byggede sine nye store produktionslokaler mellem de eksisterende småhuse på Utterslev Mark.

Karin Grubbe mener, at muligheden for at flytte industrierne væk fra det oprindelige København var en vigtig årsag til, at man tog beslutningen om indlemmelsen af Utterslev Mark i Københavns sogn i 1901. Befolkningseksplosionen i byen havde ikke bare lagt pres på hverdagens liv i byen – den havde medført at udvidelser af eksisterende fabrikker de facto var blevet fysisk umulige. På Utterslev Mark var der mere plads.

Jeg finder en liste over fabrikkerne i ”Dengang” artikel 4253: ”Her opstod legetøjsfabrikken Tekno, Schous Fabrikker og Thors Kemiske Fabrik. For enden af Thoravej lå Schous sæbefabrikker med sæbetårnet. På Bispevej lå Schous plastikfabrik Plastica. Ja, der var skam også en Schous Parfumefabrik. På hjørnet af Peter Ipsens Allé mod byen lå Peter Ipsens Enkes keramiske Fabrik. Fabrikken lukkede i 1955. Her lå også Møntmesterens Stiftelse helt tilbage fra 1570 til først i 1908. Flere af fabrikkerne havde altså stærkt ildeluktende produktioner, så stanken i området blev endnu værrre. Fabrikkerne blev flere og flere. Dermed opstod det industrikvarter, der siden har ligget nord om Lygten.

For at lokke arbejderne til, begyndte man i følge artiklen også at bygge arbejderboliger: “Schou’ s fabrikker byggede boliger til deres funktionærer på H.C. Jensens Vej. Det er den nuværende Rentemestervej. I gaden lå også en del almindelige arbejderboliger, som ikke blev vedligeholdt særlig godt. I tømrermesterens etageejendom var gården så lille, at der ikke var plads til andet end skraldebøtter og lokummer. Børnene måtte lege andre steder. Der var ikke lys på bagtrappen. Der var rindende vand i lejlighederne, men kun en vask til både rengøring, personlig hygiejne og madlavning.”

En dokumentarfilm fra 1939 viser børnenes hverdag i storbyen.
En dokumentarfilm fra 1939 viser børnenes hverdag i storbyen.

Jeg finder “Julemærkefilmen” fra 1939, på dansk Filminstitus hjemmeside.

Filmen er  lavet samme år som nogle af Bispebjergs nye boliger til udfordrede familier med mange børn står færdige. Dette er altså cirka 90 år efter Emil Hornemanns ihærdige opråb om børns vilkår. Den handler egentlig om Julemærkehjemmene. Men særlig de indledende klip hjælper mig at indse, hvor afgørende en forskel det har været for børn at vokse op i indre København, i forhold til at vokse op i Bispevænget  eller Bispeenegen.

De gule stramme bygninger i Nordvest bliver pludselig til billeder på “god barndom”. Lys og luft. Grønne arealer –  lige som Hornemann havde argumenteret for.

Se filmen her: