Kunsten til Grønningen består ikke af iøjnefaldende eller farveglade elementer. I stedet består den af en ren tilføjelse til det færdige design, udført i samarbejde med SLA.

Kunstneren søger at komplettere det færdige design, ved at tilføje en række subtile fysiske strukturer og samlingspunkter. Hun kalder dem for et “meta-lag”. De ”oversætter” nemlig tre hovedkonklusioner fra dialogprocessen, til fysisk form; At Grønningen er et offentligt område, men også en berøringsflade mellem sine naboer. At muligheden for medejerskab af parken kan være et vigtig grundlag for at fastholde en lokal identitet og offentlighed. Og at parken bør understøtte selvstyrede aktiviteter mellem naboer til parken.

Meta-laget består derfor af strukturer, der er bevidst vage og fragmentariske i sine former. De er ikke udformet til éen type af brug – men til mange. Hver enkelt person vil kunne indtage dem på sin egen måde. De får først sin betydning ved, at de bliver brugt.

Foroven, ses kunstnerens tillæg markeret med blå farve. Neden introduceres de helt kort, opdelt i tre kategorier – spange, mødesteder og fortællinger.

 

 

 

 

Spange

Tre spange, bygget af egetræsplader, snor sig mellem træerne, forgrener sig og skifter højde hist og her. Spangens idé og konstruktion er et lån fra utallige naturstier og parker i Nordeuropa. De er altså allerede afprøvede som redskaber for at færdes tørskoet gennem høj beplantning eller over fugtige områder. Men en spang er også en invitation til kroppen – uanset hvor gammel den er. Den kalder ganske enkelt på, at man prøver den af, følger den på opdagelse eller blot går balancegang. Mellemrummet mellem spangene underinddeler også området under træerne og danner mindre opholdsrum. Som vist neden, kan spangene qua sin konstruktion også varieres i højden. Derved opstår enkle siddepladser, og et formmæssig samspil med lunker og stisystem.

 

 

 

Mødesteder

Alle møbler i parken inviterer den besøgende til at slå sig ned. Vi genkender deres funktion – borde, københavnerbænke og rolige, tilbagetrukne siddepladser. Men også steder, hvor man helt klart må samle et publikum til performance eller udendørs undervisning. De er bygget til ikke at tilhøre nogen bestemt gruppe eller person – det offentlige rum i Danmark skal servicere en række parallelle sociale aktiviteter. Nogle af de mødesteder, som kunstneren tilføjer, er også genkendelige som redskaber for at fremkalde en impuls til at lege – både hos børn og voksne. Andre vil gennem deres åbne form, holde sig åbne for for en fortsat fortolkning – og kan derfor være brugbare som platforme for øjeblikke, hvor man deles om noget, mødes om noget eller som værktøjer til udendørs  co-produktioner, møder og undervisning.

 

 

Rundt om det eksisterende sydlige bunkertårn på Grønningen, bygges et ellipseformet opholdsmøbel, kaldet Bunkerbænken. Ellipseformen tilbyder varierende siddedybde og siddehøjde. Dette åbner for mange forskelligartede måder at tage ophold på toppen – både til leg og til en stunds stille udsigt ud over hele Grønningen og Bispeparken og helt op til Grundtvigskirken. Man kommer derop via stier, lavet af spange. De smyger sig langs bakkens stejle sider, og op gennem bakkens nye beplantning. Ind og udgang til disse stier bliver oplyst af ny belysning, for at virke præventivt på evt. lyssky aktiviteter.

 

 

 

 

Labyrinten er en velkendt figur i offentlige parker i hele verden. Den opfodrer både børn og voksne til leg. Netop denne labyrint får sit eget udtryk ved at den fremstår i forlængelse og som en fortætning af de tre spange. Den vil derfor være oplagt til fangeleg af typen ”Jorden er giftig”. Midt blandt stierne dannes et åbent rum. Her vil være et tykt reb, man kan svinge sig i. Men det tomme rum man svinger rundt i, kan også bruges som start- og målpunkt for legende undervisning eller træning i parken. Måske som et observatorie, et skrive – eller tegnerum. I labyrinten er der også indplaceret to små platforme af egetræ. Lunkens kanter er en del af labyrinten.

 

 

 

Den dobbelte platform er placeret i Grønningens sydlige ende, i forlængelse af en af spangene. Den breder sig over to tørre lavninger og er bygget på samme måde som spangene – af egetræsplanker. I den øverste ses to rektangulære trædæk i to niveauer placeret lidt forskudt af hinanden. Den nedre lavning huser to store, døde træer, man kan klatre på. De to niveauer er forbundne ved et siddetrin. Der er værn på den spangbro, der udgår fra det øverste niveau. Broerne giver den dobbelte platform karaktér af en ø, i lavningen.

 

Platformen står nær en lommeplads hvor kunstneren senere tilføjer et fælles skab hvor lokale foreninger kan opbevare udstyr til deres aktiviteter.

 

 

 

 

 

En blå kvadrat viser placeringen af et udendørs robust arbejdsbord i en åbning i parkens nordlige del. Det skal stå på et område med granit sten, omgivet af frugttræer og bærbuske. Det bliver et solidt, værkstedsagtigt stålbord, på cirka 130×130 cm. Det skal kunne tåle at blive brugt til alle mulige processer, man ellers helst foretager sig udenfor sin egen lejlighed –som at reparere sin cykel, lave trylle dej med ungerne eller male en skammel.

Men det kan også bruges til udendørs undervisnings- eller møderum. Billedet neden viser en tværfaglig samtale om kunsten i den kommende park i maj 2022 der blev afviklet omkring et lignende bord på kunstnerens eget værksted.

 

 

 

 

Fortællinger

Oven ses et princip for placering af skilte i forbindelse med spange. Skilte og standerne udformes i metal og forankes ved fundament. De skal på en lavmeldt måde formidle nogle få af de mange fortællinger om det helt præcise areals historie, som kunstprojektet har indsamlet. Der skal også være mulig at montere andre typer af budskaber inde i skiltene. De kan således bruges til et utal formål: invitation til lokale beboeraktiviteter, skattejagt, fødselsdage, skoleopgaver og det lokale biblioteks aktiviteter.

You can find our WAS declaration here